Raceprofil

FCI Standard Nr 147 - 19.06.2000 (D) (ORG 06.04.2000)
ROTTWEILER

Oprindelsesland:

Tyskland

Anvendelse:

Ledsagehund, tjeneste- og brugshund.
Klassifikation: FCI Gruppe 2 (Schnauzere, Pinschere, Molosser og Schweizer Sennenhunde),
Sektion 2.1 (Molosser og hunde af Dogge-type).
Med brugsprøve.

Historie:

Rottweileren hører til blandt de ældste hunderacer. Dens oprindelse går tilbage til
Romertiden, da den blev brugt som vogter- og drivhund. Hundene fulgte de romerske
legioner over Alperne, beskyttede menneskene og drev kvæget. I området omkring
byen Rottweil mødtes de med de lokale hunde, og der opstod blandinger.
Rottweilerens hovedopgave blev nu at drive og bevogte kvæghjordene og at forsvare
sin herre og hans ejendom. Efter den gamle tyske købstad Rottweil fik racen sit navn:
Rottweiler-slagterhunden. Slagterne opdrættede denne hundetype udelukkende til
arbejde og brugsformål, og således opstod i tidens løb en fremragende vogter- og
drivhund, som også fandt anvendelse som trækhund. Da man ved begyndelsen af det
20. århundrede søgte hunderacer til polititjeneste, blev også Rottweileren afprøvet. Det
viste sig hurtigt, at racen var fremragende egnet til opgaver i politiets tjeneste, og i
1910 blev den således officielt anerkendt som politihund. Rottweileravlen tilstræber en
hund, der svulmer af kraft, sort med rødbrune, klart afgrænsede aftegninger – en hund,
der trods sin magtfulde fremtoning ikke savner ædelhed, og i særlig grad er egnet som
ledsagehund, tjenestehund og brugshund.

Helhedsindtryk:

Rottweileren er en middelstor til stor, kraftigt bygget hund, hverken plump eller let, ikke
opløben eller luftigt bygget. Dens rigtigt proportionerede, kompakte og kraftige
skikkelse tyder på stor kraft, smidighed og udholdenhed.
Proportioner: Kropslængden, målt fra spidsen af brystbenet til sædebensknuden, må højst være
15% større end skulderhøjden.
Temperament: Af natur er den venlig og fredelig, elsker børn, er meget hengiven og lydig, let at føre
og glad for at arbejde. Dens fremtræden er præget af urkraft; af temperament er den
selvsikker, nervefast og frygtløs. Den er særdeles opmærksom på alt, hvad der foregår
omkring den.

Hoved:
Skalleparti : Middellangt, bredt mellem ørerne, og set fra siden med moderat hvælvet pande.
Nakkeknuden er godt udviklet uden dog at træde stærkt frem.
Stop : Udpræget stop.
Næse : Veludviklet, mere bred end rund, med forholdsvis store næsebor og altid sort.
Næseparti : Må i forhold til skallepartiet hverken virke langstrakt eller afkortet. Næseryggen er lige,
bred ved ansatsen og moderat aftagende udefter.
Læber : Sorte, fast tilliggende, med lukket mundvig og så mørke gummer som muligt.
Kæber, bid : Over- og underkæbe er kraftige og brede. Kraftigt og komplet tandsæt (42 tænder). De
øverste fortænder griber i saksebid ned foran de underste.
Kinder : Kindbensbuerne er udprægede.
Øjne: Middelstore og mandelformede, af dyb, brun farve.Godt sluttende øjenrande.
Ører: Middelstore, hængende og trekantede, placeret langt fra hinanden og højt ansatte. De
fremadfoldede og godt tilliggende ører får skallepartiet til at virke bredt.
Hals: Kraftig, moderat lang, godt muskuløs og med let hvælvet overlinie. Halsen er tør, uden
folder eller løs halshud.

Krop:
Ryg : Lige, kraftig og stram.
Lænd : Kort og kraftig med dybt lændeparti.
Kryds : Bredt og middellangt, forløber let afrundet – hverken lige eller stærkt faldende.
Bryst : Rummeligt, bredt og dybt (ca 50% af skulderhøjden), med veludviklet forbryst og godt
hvælvede ribben.
Underlinie : Flankerne er ikke optrukne.
Hale: Ikke kuperet, båret vandret i forlængelse af ryglinien; i hvile også hængende.

Lemmer:
Forpart: Generelt: Set forfra er forbenene lige og ikke snævert stillede. Set fra siden er
underarmene lodret stillede. Skulderbladet hælder ca 45º mod vandret.
Skuldre : Godt lejrede.
Overarm : Slutter godt til kroppen.
Underarm : Kraftigt udviklet og muskuløs.
Mellemhånd : Let fjedrende og kraftig – ikke stejl.
Forpoter : Runde. Tæerne er tæt sluttede og hvælvede, trædepuderne hårde. Kløerne er korte,
sorte og stærke.
Bagpart: Generelt: Set bagfra er bagbenene lige og ikke snævert stillede. Når hunden står
naturligt, dannes en stump vinkel mellem hofteben/overlår, overlår/underlår og
underlår/mellemfod.
Overlår : Moderat langt, bredt og med kraftig muskulatur.
Underlår : Langt, kraftigt og bredt, muskuløst og senet.
Haseled : Kraftfuldt og godt vinklet – ikke stejlt
Bagpoter : Noget længere end forpoterne. Tæerne er stærke, ligeledes tæt sluttede og hvælvede.

Bevægelse:

Rottweileren er en traver. Ryggen forbliver fast og relativt rolig. Bevægelsen forløber
harmonisk og sikker, kraftfuld og uhæmmet, med god skridtlængde.
Hud: Hovedets hud ligger overalt stramt til og kan - når hunden er meget opmærksom -
danne lette rynker i panden.

Pels:
Hårlag : Består af dækhår og underuld (dobbelt pels = Stockhaar). Dækpelsen er middellang og
grov, tæt og fast tilliggende. Underulden må ikke vise sig gennem dækpelsen. På
bagbenene er hårlaget noget længere.
Farve : Sort med godt afgrænsede aftegninger af varm, rødbrun farve på kinder, næseparti,
halsens underside, bryst og ben samt over øjnene og under haleroden.

Størrelse:
Skulderhøjde for hanner 61 til 68 cm.
61 – 62 cm, lille 63 – 64 cm, middelstor
65 – 66 cm, stor (korrekt størrelse) 67 – 68 cm, meget stor.
Vægt: ca 50 kg

Skulderhøjde for tæver 56 til 63 cm.
56 – 57 cm, lille 58 – 59 cm middelstor
60 – 61 cm, stor (korrekt størrelse) 62 – 63 cm meget stor.
Vægt: ca 42 kg.

Fejl:

Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for
bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Helhedsindtryk: Let, luftigt, højbenet helhedsindtryk. Svage knogler og muskulatur.
Hoved: Jagthundehoved. Smalt, let, for kort, langt eller plumpt hoved. Flad pande (manglende
eller ringe stop).
Næseparti: Langt eller spidst næseparti. Spaltet næse, væddernæse (konveks) eller sadelformet
(konkav) næseryg. Faldende næseryg (ørnenæse). Lys eller plettet næse.
Læber: Ikke stramt sluttende, rosafarvede eller plettede læber. Løs (åben) mundvig.
Kæber: Smal underkæbe.
Bid: Tangbid.
Kinder: Stærkt fremtrædende.
Øjne: Lyse, dybtliggende, for udstående eller runde øjne. Løse øjenrande.
Ører: For lavt ansatte, tunge, lange, slappe eller tilbagelagte ører såvel som opretstående og
uens bårne ører.
Hals: For lang, spinkel hals med svag muskulatur. Hudfolder eller løs halshud (Wamme).
Krop: For lang, for kort, smal.
Ryg: For lang, svag eller sadelformet ryg, karperyg.
Kryds: Afskydende kryds, for kort, for lige eller for langt.
Bryst: Fladribbet eller tøndeformet brystkasse, opkneben bag brystet.
Hale: For højt eller for lavt ansat hale.
Forpart: Forben snævert stillede eller ikke lige. Stejl skulder. Mangelfuld albuetilslutning. For
lang, for kort eller stejl overarm. Blød eller stejl mellemhånd. Spredte poter. For flade
eller for stærkt hvælvede poter. Misdannede tæer. Lyse kløer.
Bagpart: Bagbenene med flade køller, hasesnævre, kohasede eller hjulbenede. For stejle eller
overvinklede led. Vildtkløer. (NB! Fjernelse af vildtkløer er forbudt i Danmark).
Hud: Hudfolder i hovedet.
Hårlag: Blødt, for kort eller for langt. Bølget pels. Manglende underuld.
Farve: Aftegninger fejlfarvede, uklart afgrænsede, for store.

Diskvalificerende fejl:
Generelt: Udpræget omvendt kønspræg (feminine hanner, maskuline tæver).
Bid: Underbid, overbid, krydsbid. Manglende fortand, hjørnetand, præmolar eller molar.
Øjne: Entropion, ektropion, gule øjne, uens farvede øjne.
Hale: Haleknæk, oprullet hale. Halen båret stærkt til siden i forhold til ryglinien.
Hårlag: Udpræget langhåret eller bølget pels.
Farve: Pelsfarven afvigende fra Rottweilerens standardfarve: Sort med brune aftegninger.
Hvide pletter i pelsen.
Temperament: Ængstelige, sky, feje, skudrædde, bidske, overdrevent mistroiske eller nervøse hunde.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl
O O O
Standarden udgivet af FCI 19 JUNI 2000)
Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité
SEPTEMBER 2000
¤ ¤ ¤ NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i APRIL 1996 ¤ ¤ ¤

 

DET MENTALE ARVEGODS

Optrænede resultater er ikke arvelige. Som alternativ beskæftigelse for folk, der er mere optaget af, hvad deres hund kan lære, end af hvordan den ser ud, findes der dressurforeninger med lokalafdelinger over hele landet. På RK's træningspladser arbejdes der hovedsagelig med BHP/IPO-programmet. Mange af kredsene tilbyder hvalpetræning. Dansk politihundeforening tilbyder et meget alsidigt og spændende konkurrenceprogram, også i  hjemmeværnet og i civilforsvaret er der mulighed for at beskæftige sin hund særdeles realistiske opgaver. Danmarks civile hundeførerforening, DCH, har som landets største dressurforening landsomfattende
træningsvirksomhed. Der er altså mange træningstilbud. Men egentlige forsøg på at klarlægge og beskrive hundens karakteregenskaber har været fåtallige. Avlskåringer har enten været rene eksteriørbedømmelser, eller de eventuelle karakterbedømmelser har i betydelig udstrækning været baseret på vurdering af i forvejen optrænede egenskaber, eksempelvis ærmearbejde for en del brugshunderacers vedkommende.

Rottweilerklubbens mentaltest:
Rottweilerklubben har som den eneste ad DKK's specialklubber i snart tyve år haft en mentaltest, der er baseret på den nyeste etologiske forskning. Den fortæller noget om væsentlige funktioner hos vore hunde - funktioner, der er vigtige ikke blot i træningssammenhæng, men også i almindelig social omgang med hundene. Testen forudsætter ingen indlæring af nogen art, kun normalt veltilpassede hunde. Den anbringer hundene i nye og ukendte situationer for at afsløre deres egne virkelige reaktioner. Derfor vil forsøg på at træne hundene med henblik på mentaltesten være meningsløse, da man ikke kan tillægge indøvede og optrænede egenskaber genetisk værdi uden at putte blår i øjnene på sig selv. Mentaltesten har haft stor betydning i Rottweilerklubben. I en tyve årig periode er hundene blevet venligere og mere  omgængelige, mindre dominante og mere jagtbetonede. De er blevet livligere og mere aktive. Netop disse kvaliteter lægges der vægt på i mentaltesten, og der er let ingen tvivl om, at testen har været kraftigt medvirkende til, at vi i dag har en Rottweiler, der som brugshund er konkurrencedygtig med en hvilken som helst anden race.

Testen og specialklubben:
De enkelte racer findes som nævnt, beskrevet i racestandarder, der typisk er meget grundige med hensyn til hundenes udseende. Til gengæld er der i almindelighed ikke brugt megen plads til at beskrive de enkelte racers karakteregenskaber. I en række standarder står der faktisk slet ingenting om mentaliteten. I flere standarder siges det, at racen skal være blid eller venlig over for børn. Og det er sandelig også vigtigt, at vore hunde er glade for børn og kan omgås dem problemfrit og ubesværet. Blot er det sådan, at der ikke findes noget specielt anlæg for, hvordan hunde omgås børn. Hundenes opfattelse af børn er helt afhængig af de erfaringer, de fra små hvalpe har haft eller ikke har haft med børn. Rottweilerstandarden er en af de glædelige undtagelser fra reglen om, at standarderne næsten kun beskæftiger sig med udseendet. Desværre blev den skrevet i en tid, da man ikke erkendte den store betydning, som hundenes jagtadfærd har i brugsarbejdet. Idag ved vi, at det meste af, hvad hundene lærer under træningen, er baseret på jagtadfærd. Det gælder sporarbejde, narkohundenes søgen efter hash eller heroin, politihundenes lange ronderinger og sandelig også de forskellige former for ærmearbejde, hvis indlæringen ellers har været rigtig. Man kan af denne og andre grunde sige, at standarden trænger til at moderniseres. Ved hjælp af mentaltesten bliver hundene beskrevet med et ordvalg, der er i overensstemmelse med vor tids viden om hundens adfærd. Erfaringerne fra Rottweilerklubben viser, at når en klub vælger at satse på testning, udlæses i  første omgang en kraftig debat med mange modsatte synspunkter. En sådan debat er under alle omstændigheder langt at foretrække fremfor en laden stå til eller ligegyldighed. På længere sigt får klubbens medlemmer en nyttig viden om hundens karakteregenskaber en viden, der har mærkbar på valget af avlshunde og dermed er til stor nytte for racen.

Testen og opdrætteren:
For den enkelte opdrætter er det vigtigt, at hvalpene er velfungerende, så de har mulighed for at opfylde de forventninger, som både opdrætteren og hvalpekøberen har til dem. Desværre er ikke alle hunde velfungerende. Om problemerne skyldes arv eller miljø eller muligvis begge dele, er det ikke altid så nemt at afgøre. Men det er helt sikkert, at en del hunde bærer på uheldige anlæg, som de vil videreføre til deres eventuelle hvalpe. At anlæg ikke umiddelbart kan ses, betyder ikke, at de ikke eksisterer. I almindelighed ved vi naturligvis, om vore hunde opfører sig fornuftigt i omgang med fremmede mennesker og andre hunde. Men hvor meget ved vi om vore hundes evne til at afreagere, dvs. glemme ubehagelige oplevelser? Det ved vi nok ikke særlig meget om, selv om denne evne i høj grad er arvelig og tilmed meget afgørende for, om hundene kan finde sig til rette i vort komplicerede, menneskeskabte samfund. Hvor meget ved vi om, hvor let vore hunde bliver forskrækkede? Eller om deres tilbøjelighed til aggressiv adfærd? Kombinationen usikkerhed/aggressivitet er en farlig cocktail, der uden tvivl er årsag til mange af de hundebid, som vi til overflod kan læse om i aviserne. Det er forhåbentlig enhver opdrætters mål at få sunde og velfungerende hvalpe. Jo bedre kendskab opdrætteren har til forældredyrene, desto større chancer er der for at få dette mål. Mentaltesten har i denne sammenhæng meget stor betydning, fordi opdrætterne gennem test af forældredyr og afkom (hvalpetest og kuldfremstilling) kan få dokumentation for, at væsentlige anlæg og egenskaber hos avlsmaterialet er i orden.

SUNDHED

Rottweileren er generelt en sund hund, både fysisk og mentalt, hvilket selvsagt er af betydning for en race, der kræves noget af brugsmæssigt. Dette skyldes tildels, at Rottweilerklubben er opmærksom på, hvilke kvaliteter, der bør tages hensyn til i avlen, men også det faktum at Rottweileren, heldigvis, aldrig er blevet for populær.Meget populære hunderacer må nemlig lide under den svøbe, det er, når alt hvad der ser dagens lys, kan sælges. Dette er dog ikke ensbetydende med, at alle Rottweilere er  sunde og raske, men med lidt sund fornuft og kritisk sans,har man en særdeles god mulighed for at anskaffe sig et glimrende eksemplar af racen.
Udover at tænke sig godt om før man køber hunden ( se i øvrigt afsnittet: "Før du køber!"), bør man være opmærksom på følgende:

Vaccination:
Dette er et krav for at deltage i træning og på udstillinger, men bør dog være motiveret af ejerens interesse for sin hunds ve og vel.
Proceduren er, at hunden basisvaccineres to gange med fire ugers mellemrum, og herefter opfølges vaccinationen en gang årligt. Man kan vaccinere mod en masse forskellige lidelser, og alle dyrlæger bruger ikke den samme vaccine. Fælles for de vacciner der bliver brugt, når man bare kommer og beder om at få sin hund vaccineret, er dog, at de beskytter hunden mod hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse. Herudover kan de også beskytte mod kennelhoste og leptospirose.
Desuden kan man få sin hund vaccineret mod rabies (hundegalskab), hvilket er påkrævet, hvis den skal med uden for landets grænser, samt mod coronavirus, som er en diarré, der ikke er helt ualmindelig, men dog sjældent er fatal for voksne hunde. Det vigtigste er dog at få sin hund vaccineret mod hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse, og da du ikke kun betaler for vaccinen, men også for en konsultation, er det samtidig et uundværligt årligt sundhedscheck af hunden. Her har du mulighed for, at få spurgt om nogle af alle de ting, du går og spekulerer over til hverdag (det er helt i orden at have en huskeseddel med), og dyrlægen kan hurtigt bedømme om hunden ser, lyder, og føles normal, eller om der er nogle småting, der skal kigges nærmere på.

Ormekur:
Indvoldsorm er ikke noget man opdager, med mindre hunden er meget svært angrebet, men man bør alligevel give den en ormekur 2-4 gange om  året. Der findes flere forskellige præparater i håndkøb, og da de virker lidt forskelligt, er det en god ide at skifte af og til.

Sygeforsikring:
En mægtig god investering, trods det at den har en selvrisiko på ca. 500 kr. og hverken dækker udleveret/ordineret medicin eller udgifter i forbindelse med hofteledsdysplasi og medfødt lidelser. Forsikringerne koster fra ca. 500 kr. årligt, og er en god sikkerhed, hvis man er så uheldig, at hunden kommer ud for en ulykke, eller skal opereres for f.eks. entropion / ektropion, livmoderbetændelse eller lign., hvor regningen hurtigt løber op i flere tusinde kroner.
Følgende beskrives nogle lidelser, man på et tidspunkt vil støde på, når man bevæger sig i Rottweilerkredse. De er alle mere eller mindre arveligt betingede, og forekommer hos en lang række forskellige racer.

Hofteledsdysplasi:
Hofteledsdysplasi betyder, frit oversat, en fejlagtig udvikling af hofteleddet, og anses for at være en af de mest betydningsfulde, arvelige lidelser hos de større hunderace. Den fejlagtige udvikling af hofteleddet består i, at hofteskålen og lårbenets ledhoved ikke passer så godt sammen. pga. en løshed eller "ledskred", hvorved der sker en forkert belastning af leddet, med evt. smerter og slidgigt til følge. Forekomsten varierer inden for de forskellige racer, men 36% af de røntgenfotograferede Rottweilere, der registreres i DKK, har en mild til svær grad af HD. Der er ingen direkte sammenhæng mellem de forandringer, man kan se på et røntgenbillede, og de symptomer hunden viser, men som regel vil de svære grader af dysplasi vise sig som konstante eller tilbagevendende haltheder. HD er en multifaktoriel lidelse, dvs. at den skyldes mange forskellige faktorer, der når de spiller sammen giver sig udslag i de førnævnte forandringer. Disse forandringer omfatter både arvelige og miljømæssige forhold. De miljømæssige forhold omfatter bl.a. hurtigt vækst og for megen foder og motion, i det hele taget alt, hvad der belaster den voksende hund unødvendigt. Desuden vil et forkert (og i øvrigt også for højt) indhold af kalk, og andre mineraler og vitaminer i foderet, kunne forstærke udviklingen af HD.

Lidelsen nedarves polygent, dvs., at anlæggene for HD er spredt over et større, og i øvrigt ukendt, antal pladser på generne. Dette er en af årsagerne til, at helsøskende der vokser op i samme miljø, kan have vidt forskellig HD-status, alt efter hvor mange "gode" henholdsvis "dårlige" anlæg de har modtaget fra hver af deres forældre (hvert individ har to anlæg for hver egenskab, et fra hvert forældredyr). Som følge af den mangelfulde viden omkring antallet af de involverede gener, er der heller ikke nogen nøjagtige angivelser af lidelsens arvelighed, men forskellige undersøgelser har vist resultater fra ca. 25-85%. Diagnosen stilles ved røntgenfotografering, som er obligatorisk for Rottweilere, hvis hvalpe man ønsker stambogsført i DKK.

Ved bedømmelse af billederne klassificeres hofterne efter en tildelt skala med betegnelserne:

Stambogsføringsret på afkom:

A1

 

A2

HD-fri

B1

 

 

B2

 

C1 

HD grad I

C2

 

 

D1

HD grad II

D2

 

 

E1

HD grad III

E2

HD grad IV

 



Hvordan undgår du at få en hund med HD?

Det kan man desværre ikke gardere sig 100%, men man kan mindske risikoen ved nøje udvælgelse af forældredyrene,samt fornuftig fodring og motionering af hvalpen. Artrotisk (gigt-) forandringer i albuerne er et meget almindeligt fund hos mellemstore - store, hurtigvoksende hunderacer, og ses hos op til 50% af individerne i en race. Det er ikke nødvendigvis alle de afficerede hunde, der får problemer, men benshaltheder er ikke ualmindeligt hos Rottweilere i vækst. De omtalte forandringer er et resultat af forkert belastning af leddet, og kan skyldes flere forskellige vækstforstyrrelser hos den voksende hund, der dog alle ser ud til at være betinget af både arv og miljø.

Albueledsartrose:
Albueledsartrose har ingen sammenhæng med HD, men nedarves på samme måde, og er under indflydelse af de samme miljøbetingelser (se foregående afsnit).

Siden 1. januar 1994 har DKK tilbudt en frivillig, central bedømmelse af røntgenfotograferede albueled, der gradueres efter følgende skala:

0

Ingen røntgenologiske forandringer

1

Milde røntgenologiske forandringer

2

Moderate røntgenologiske forandringer

3

Kraftige røntgenologiske forandringer

 



Entropion / Ektropion:
Ektropion = indadkrængning af øjenlåg og Ektropion = udadkrængning af øjenlåg, er en arvelig lidelse, der af og til ses hos Rottweilere. Problemet er efterhånden blevet mindre, da afficerede dyr udelukkes fra avlen. Begge tilstande disponerer for hyppige - konstante øjenbetændelse, men kan korrigeres ved et mindre kirurgisk indgreb.

Kryptorchisme:
Manglende nedstigning af en eller begge testikler i pungen. Arvelig betinget, hvorfor sådanne individer udelukkes af avlen. Normalt bør begge testikler befinde sig i pungen, når hvalpen, 8 uger gammel (kan afhentes), men nedstigning af testiklen kan i nogle tilfælde ske helt frem til 6-12 mdr. alderen.

Navlebrok:
Forekommer hos alle racer. Arvelig disposition. Mindre brokdannelser forsvinder af sig selv. Mindre kirurgisk indgreb kan være nødvendigt.

Tandfejl:
En normal hund har 42 blivende tænder og saksebid. Tandfejl i form af manglende eller overtallige tænder, samt bidefejl ses hyppigt. Alt efter fejlens art, kan hunden udelukkes fra avlen, men vil kun i ekstreme tilfælde selv være påvirket af tilstanden.

Korsbåndsrupturer:
Ligesom tilfældet er hos mennesker, kan også hunde sprænge deres ledbånd.Hos Rottweilere, og andre tunge racer, er det oftest korsbåndet i knæet det går ud over. Der er endnu ingen entydige beviser for, at tilstanden er arvelig, men den har en tendens til, at forekomme hyppigere inden for nogle familier end andre, hvorfor det ikke er helt urimeligt at antage en arvelig disposition.

Eksteriør

Eksteriør Hanner

Helhedsindtryk:

Rottweileren er en middelstor til stor, kraftigt bygget hund, hverken plump eller let, ikke opløben eller luftigt bygget. Dens rigtigt proportionerede, kompakte og kraftige skikkelse tyder på stor kraft, smidighed og udholdenhed.
Proportioner: Kropslængden, målt fra spidsen af brystbenet til sædebensknuden, må højst være 15% større end skulderhøjden.

Temperament:

Af natur er den venlig og fredelig, elsker børn, er meget hengiven og lydig, let at føre og glad for at arbejde. Dens fremtræden er præget af urkraft; af temperament er den selvsikker, nervefast og frygtløs. Den er særdeles opmærksom på alt, hvad der foregår omkring den.

Hoved:
Skalleparti : Middellangt, bredt mellem ørerne, og set fra siden med moderat hvælvet pande.
Nakkeknuden er godt udviklet uden dog at træde stærkt frem.
Stop : Udpræget stop.
Næse : Veludviklet, mere bred end rund, med forholdsvis store næsebor og altid sort.
Næseparti : Må i forhold til skallepartiet hverken virke langstrakt eller afkortet. Næseryggen er lige, bred ved ansatsen og moderat aftagende udefter.
Læber : Sorte, fast tilliggende, med lukket mundvig og så mørke gummer som muligt.
Kæber, bid : Over- og underkæbe er kraftige og brede. Kraftigt og komplet tandsæt (42 tænder). De øverste fortænder griber i saksebid ned foran de underste.
Kinder : Kindbensbuerne er udprægede.
Øjne: Middelstore og mandelformede, af dyb, brun farve.Godt sluttende øjenrande.
Ører: Middelstore, hængende og trekantede, placeret langt fra hinanden og højt ansatte. De fremadfoldede og godt tilliggende ører får skallepartiet til at virke bredt.
Hals: Kraftig, moderat lang, godt muskuløs og med let hvælvet overlinie. Halsen er tør, uden folder eller løs halshud.

Krop:
Ryg : Lige, kraftig og stram.
Lænd : Kort og kraftig med dybt lændeparti.
Kryds : Bredt og middellangt, forløber let afrundet – hverken lige eller stærkt faldende.
Bryst : Rummeligt, bredt og dybt (ca 50% af skulderhøjden), med veludviklet forbryst og godt hvælvede ribben.
Underlinie : Flankerne er ikke optrukne.
Hale: Ikke kuperet, båret vandret i forlængelse af ryglinien; i hvile også hængende.

Lemmer:
Forpart: Generelt: Set forfra er forbenene lige og ikke snævert stillede. Set fra siden er underarmene lodret stillede. Skulderbladet hælder ca 45º mod vandret.
Skuldre : Godt lejrede.
Overarm : Slutter godt til kroppen.
Underarm : Kraftigt udviklet og muskuløs.
Mellemhånd : Let fjedrende og kraftig – ikke stejl.
Forpoter : Runde. Tæerne er tæt sluttede og hvælvede, trædepuderne hårde. Kløerne er korte, sorte og stærke.
Bagpart: Generelt: Set bagfra er bagbenene lige og ikke snævert stillede. Når hunden står naturligt, dannes en stump vinkel mellem hofteben/overlår, overlår/underlår og underlår/mellemfod.
Overlår : Moderat langt, bredt og med kraftig muskulatur.
Underlår : Langt, kraftigt og bredt, muskuløst og senet.
Haseled : Kraftfuldt og godt vinklet – ikke stejlt
Bagpoter : Noget længere end forpoterne. Tæerne er stærke, ligeledes tæt sluttede og hvælvede.

Bevægelse:

Rottweileren er en traver. Ryggen forbliver fast og relativt rolig. Bevægelsen forløber harmonisk og sikker, kraftfuld og uhæmmet, med god skridtlængde.
Hud: Hovedets hud ligger overalt stramt til og kan - når hunden er meget opmærksom - danne lette rynker i panden.

Pels:
Hårlag : Består af dækhår og underuld (dobbelt pels = Stockhaar). Dækpelsen er middellang og grov, tæt og fast tilliggende. Underulden må ikke vise sig gennem dækpelsen. På bagbenene er hårlaget noget længere.
Farve : Sort med godt afgrænsede aftegninger af varm, rødbrun farve på kinder, næseparti, halsens underside, bryst og ben samt over øjnene og under haleroden.

Størrelse:

Skulderhøjde for hanner 61 til 68 cm.
61 – 62 cm, lille 63 – 64 cm, middelstor
65 – 66 cm, stor (korrekt størrelse) 67 – 68 cm, meget stor.
Vægt: ca 50 kg

Eksteriør Tæver
Helhedsindtryk: Rottweileren er en middelstor til stor, kraftigt bygget hund, hverken plump eller let, ikke opløben eller luftigt bygget. Dens rigtigt proportionerede, kompakte og kraftige skikkelse tyder på stor kraft, smidighed og udholdenhed.
Proportioner: Kropslængden, målt fra spidsen af brystbenet til sædebensknuden, må højst være 15% større end skulderhøjden.
Temperament: Af natur er den venlig og fredelig, elsker børn, er meget hengiven og lydig, let at føre og glad for at arbejde. Dens fremtræden er præget af urkraft; af temperament er den selvsikker, nervefast og frygtløs. Den er særdeles opmærksom på alt, hvad der foregår
omkring den.

Hoved:
Skalleparti : Middellangt, bredt mellem ørerne, og set fra siden med moderat hvælvet pande.
Nakkeknuden er godt udviklet uden dog at træde stærkt frem.
Stop : Udpræget stop.
Næse : Veludviklet, mere bred end rund, med forholdsvis store næsebor og altid sort.
Næseparti : Må i forhold til skallepartiet hverken virke langstrakt eller afkortet. Næseryggen er lige, bred ved ansatsen og moderat aftagende udefter.
Læber : Sorte, fast tilliggende, med lukket mundvig og så mørke gummer som muligt.
Kæber, bid : Over- og underkæbe er kraftige og brede. Kraftigt og komplet tandsæt (42 tænder). De øverste fortænder griber i saksebid ned foran de underste.
Kinder : Kindbensbuerne er udprægede.
Øjne: Middelstore og mandelformede, af dyb, brun farve.Godt sluttende øjenrande.
Ører: Middelstore, hængende og trekantede, placeret langt fra hinanden og højt ansatte. De fremadfoldede og godt tilliggende ører får skallepartiet til at virke bredt.
Hals: Kraftig, moderat lang, godt muskuløs og med let hvælvet overlinie. Halsen er tør, uden folder eller løs halshud.
 

Krop:
Ryg : Lige, kraftig og stram.
Lænd : Kort og kraftig med dybt lændeparti.
Kryds : Bredt og middellangt, forløber let afrundet – hverken lige eller stærkt faldende.
Bryst : Rummeligt, bredt og dybt (ca 50% af skulderhøjden), med veludviklet forbryst og godt hvælvede ribben.
Underlinie : Flankerne er ikke optrukne.
Hale: Ikke kuperet, båret vandret i forlængelse af ryglinien; i hvile også hængende.
 

Lemmer:
Forpart: Generelt: Set forfra er forbenene lige og ikke snævert stillede. Set fra siden er
underarmene lodret stillede. Skulderbladet hælder ca 45º mod vandret.
Skuldre : Godt lejrede.
Overarm : Slutter godt til kroppen.
Underarm : Kraftigt udviklet og muskuløs.
Mellemhånd : Let fjedrende og kraftig – ikke stejl.
Forpoter : Runde. Tæerne er tæt sluttede og hvælvede, trædepuderne hårde. Kløerne er korte, sorte og stærke.
Bagpart: Generelt: Set bagfra er bagbenene lige og ikke snævert stillede. Når hunden står naturligt, dannes en stump vinkel mellem hofteben/overlår, overlår/underlår og underlår/mellemfod.
Overlår : Moderat langt, bredt og med kraftig muskulatur.
Underlår : Langt, kraftigt og bredt, muskuløst og senet.
Haseled : Kraftfuldt og godt vinklet – ikke stejlt
Bagpoter : Noget længere end forpoterne. Tæerne er stærke, ligeledes tæt sluttede og hvælvede.

Bevægelse:

Rottweileren er en traver. Ryggen forbliver fast og relativt rolig. Bevægelsen forløber
harmonisk og sikker, kraftfuld og uhæmmet, med god skridtlængde.
Hud: Hovedets hud ligger overalt stramt til og kan - når hunden er meget opmærksom - danne lette rynker i panden.

Pels:
Hårlag : Består af dækhår og underuld (dobbelt pels = Stockhaar). Dækpelsen er middellang og grov, tæt og fast tilliggende. Underulden må ikke vise sig gennem dækpelsen. På bagbenene er hårlaget noget længere.
Farve : Sort med godt afgrænsede aftegninger af varm, rødbrun farve på kinder, næseparti, halsens underside, bryst og ben samt over øjnene og under haleroden.

Størrelse:
Skulderhøjde for tæver 56 til 63 cm.
56 – 57 cm, lille 58 – 59 cm middelstor
60 – 61 cm, stor (korrekt størrelse) 62 – 63 cm meget stor.
Vægt: ca 42 kg.